Dag 18 - lørdag

Personalet omkring abort

Gud, jeg beder for al personale på sygehuse, der medvirker til abort. Åben deres øjne for den uretfærdighed, der begås. Jeg beder om, at du vil røre ved samvittigheden hos sygeplejersker, læger og jordemødre, så de får mod til at se sandheden i øjnene og sige fra. Lad der hos sundhedspersonalet vokse en protest frem mod at medvirke ved abort.

Dag 17 - fredag

Skyld og skam

Jesus, jeg beder om sandheds Ånd. Jeg beder om, at du vil løse op for fortielser og fortrængninger, så vi kan tale om skyld og tilgivelse. Tak at du ønsker at sætte fri ved sandheden. Lad sandheden om den personlige og kollektive skyld komme frem, så også nåden og tilgivelsen ved dit kors kan få lov at virke genoprettende på vores samfund.

Dag 16 - torsdag

Børn

Far, tak at jeg som dit barn må kalde dig far. Jeg beder i dag om, at jeg må se livet i børns øjne og blive mindet om, at det starter ved undfangelsen. Hjælp mig at kæmpe for ethvert menneskebarn, uanset hvor det er på livets bane. Vi beder særligt for de børn, hvis liv i dag er truet af forældrenes overvejelser om at afbryde det. Må du bryde ind og vende forældrene væk fra dødens til livets vej.

Dag 15 - onsdag

Udholdenhed 

Kære Gud, jeg beder dig om udholdenhed i kampen for de ufødte, både i denne fastetid, men også bagefter. Tilgiv når troen på forandring er lille. Hjælp mig til at regne med dig, almægtige far i himlen, og stole på, at for dig er intet umuligt. Herre, må bønnerne for de ufødte redde liv!

Dag 14 - tirsdag

Oplysning

Herre Gud, jeg beder om, at forskningen må være på livets side. Lad den være med til at afdække sandheden om det ufødte menneske. Skab også større åbenhed i den psykologiske forskning til at erkende abortens skadelige eftervirkning. Lad medierne være med til at bringe lys over dette. Må din sandhed berøre hjerter og samvittigheder.

Dag 13 - mandag

Abort og menneskerettigheder

Herre jeg beder dig om, at livet må blive respekteret fra undfangelsen i vores verden, også fra internationale institutioner der arbejder på tværs af lande. Stands de kræfter, der vil ophøje abort til en menneskeret, og lad indsatsen lykkes for dem, som kæmper imod dette. Giv din kirke at være et lys for livet over hele Jorden.

Dag 12 - 2. søndag i fasten

Åndens kraft

Kære Gud, du har ikke givet os en fejheds ånd, men en ånd af kraft, kærlighed, sandhed og besindighed. Må du på ny indblæse din Ånd i dit legeme, kirken, så den kan blive hænder, fødder og stemme for de ufødte. Må du give os frimodighed og anledning til at tale de ufødte børns sag. Lad nåde og sandhed gå hånd i hånd i kirkens kamp for de ufødte.